Få overblik over dit strømforbrug og hold energivenlig jul

Julen varer længe, koster mange penge, lyder det i en gammel julesang. Det gælder også for vores energiforbrug, der får et nøk opad i december. Men faktisk kan du spare omkring 10 procent på dit energiforbrug ved at få overblik over, hvor meget strøm du bruger. NRGi Elsalg giver her tre gode råd til, hvordan du bliver opmærksom på dit energiforbrug og får en mindre elregning.

I juletiden skruer vi ekstra op for elektronikken med hyggebelysning, madlavning og flere timer indendørs med underholdningsapparater som TV, PlayStation og tablets tændt. Det kan hurtigt sende elregningen i vejret, hvis du ikke er opmærksom på, hvor meget elektronik der er tændt for. Men danner du dig overblik over energiforbruget, er du på vej til at spare penge. Og ser du dit energiforbrug efter i december, har du allerede fået grundlagt gode vaner for dit energiforbrug i det nye år, fortæller Lene Krakau, der er kundeservicedirektør hos NRGi Elsalg.

- Generelt er danskerne blevet mere bevidste om deres energiforbrug, men her i de mørke måneder – og særligt omkring jul – stiger forbruget, fordi vi er mere indendørs og hygger med bagning og julefrokoster, der kræver strøm. Det skal der selvfølgelig være plads til, men er man ikke opmærksom på, hvor meget elektronik der er i brug, kan elregningen hurtigt løbe løbsk. Så det er en god idé at få sig et overblik. Som tommelfingerregel kan man spare ca. 10 pct. på energiforbruget blot ved at blive mere opmærksom på det, fortæller hun.

Ved du, hvor stor del af den pris, du betaler for el, der går til hhv. staten, elselskabet og netselskabet?

Bliv klogere her

Gamle apparater sluger strøm

En af de store – og ofte skjulte - poster på elregningen er de mange elektriske apparater, der er tilsluttet rundt omkring i din husstand. Især hvis de er af lidt ældre dato, bruger de meget strøm, og du bør derfor overveje, om det er nødvendigt, at de altid sidder i stikkontakten.

- Det er ikke unormalt at have ældre kummefrysere og køleskabe stående i garagen med tre øl eller nogle frostvarer, man aldrig får brugt. Det er et eksempel på strømslugere, som bruger fra nogle hundrede kroner om året og i værste fald langt over tusinde kroner for et enkelt apparat. Så der er god grund til at kigge hjemmet efter for energisyndere og vurdere, om det er tid til at skifte dem ud, fortæller Lene Krakau og giver her tre gode råd til, hvordan du skruer ned for dit energiforbrug:

Tre gode råd til at gøre elregningen mindre

  1. Find energisynderne med et SparOmeter: Gå dit hjem igennem for energisyndere, som eksempelvis varmeanlæg, gamle el-apparater som køleskabe og frysere, TV og anlæg. Forhold dig til, om de bør skiftes ud til nye og mere energivenlige af slagsen, eller om du overhovedet bruger dem. Du kan f.eks. måle det enkelte apparats strømforbrug med et SparOmeter, der er en energimåler, du sætter i stikkontakten. Du kan låne et SparOmeter hos sit lokale energiselskab eller købe det selv.
  2. Gå efter et godt energimærke: Når du skal købe nye husholdningsapparater som eksempelvis fryser, elkedel eller vaskemaskine bør du ikke kun kigge på udseende og funktion, men også på energiforbruget. Gå efter energimærke A og så mange +’er som muligt.
  3. Følg med i energiforbruget og se effekten: Mange energiselskaber tilbyder en app eller login funktion på deres hjemmeside, hvor du løbende kan følge med i dit energiforbrug. Tjek det jævnligt, og du vil kunne se, hvornår du bruger mest strøm og om der sker en ændring, når du bliver opmærksom på dit forbrug. Du vil f.eks. tydeligt kunne se, hvis du skrotter gamle apparater og erstatter dem med nye, mere energivenlige modeller.

Er du i tvivl om, hvad der står på din elregning?

Bliv klogere på at forstå din elregning med denne guide.