Den lille røde lampe sender elregningen i vejret: Sluk for standby og få råd til mere

Op mod 15 procent af elforbruget i private hjem går til standbystrøm, når computeren og Tv’et ikke er i brug, men stadig trækker strøm fra stikkontakten. Her er fem gode råd til, hvordan du reducerer dit standbyforbrug og sparer op til 1000 kr. årligt.

Danskeres hjem er efterhånden lidt af en maskinpark: Computer, køkkenmaskiner, trådløse højtalere og andre elektriske apparater er fast inventar i de fleste rum. Men når vi glemmer at slukke for Tv’et og lader den røde standbylampe lyse, kan ses på elregningen. 10-15 procent af en husstands samlede energiforbrug sluger apparaterne, når de ikke er i brug, men står på standby. Og det er at smide penge ud ad vinduet, fortæller Lene Krakau, der er direktør for kundeservice i NRGi Elsalg.

- Standbyfunktionen er en skjult strømsluger, der brænder penge af til ingen verdens nytte, når de røde dioder lyser. Heldigvis bliver vores elektronik mere og mere energirigtig, men det kan stadig ses på elregningen, hvis du ikke slukker helt for espressomaskinen eller computeren, når du er færdig med at bruge den. Har du mange apparater stående på standby, kan det koste helt op til 1.000 kr. om året i standbystrøm alene, siger hun.

Gennemgå hjemmets røde lamper

Hvis du gerne vil reducere dit standbyforbrug er det en god idé at danne sig overblik over, hvor mange apparater der står på standby i dit hjem, og hvor de står.

- Gå hele hjemmet igennem for de røde standbylamper. Når du ved, hvor de er placeret, kan du gøre det så nemt som muligt at slukke for apparaterne. Du kan f.eks. samle mange apparater i én stikdåse, så du kun skal slukke for kontakten ét sted, eller installere en elspareskinne, der automatisk slukker for apparaterne, forklarer Lene Krakau og giver her fem gode råd til at reducere dit standbyforbrug.

Fem gode råd til at spare på standbystrømmen

  1. Hiv opladerne ud af stikket. Selvom din mobiltelefon, elektriske tandbørste eller computer ikke sidder i opladeren eller er fuldt opladt, bruger opladeren stadig strøm – faktisk næsten lige så meget, som når den lader op. Så sluk for opladeren eller hiv den ud af stikket, når dine apparater er opladt.
  2. Sluk spillekonsoller og stereoanlæg. I gennemsnit går 39 procent af en husstands elforbrug til underholdning, og f.eks. PlayStation, Nintendo og Xbox sluger masser af strøm, når de går på standbyfunktion. Slukker du helt for din konsol kan du til gengæld spare op mod 800 kr. årligt. Husker du at slukke helt for stereoanlægget, når du ikke hører musik, kan du spare omkring 108 kr. om året.
  3. Køb en elspareskinne. Elspareskinnen er en intelligent stikdåse, som automatisk slukker for apparater, når de ikke er i brug. F.eks. slukker den automatisk for skærm og printer, når du slukker for computeren, og skærer derfor en god del af dit standbyforbrug.
  4. Udskift gamle apparater med nye energivenlige. Jo nyere apparatet er, des mindre strøm bruger det typisk i standbyfunktion. Tjek energimærket, når du køber nyt, og gå efter A og så mange plusser som muligt.
  5. Tjek dit energiforbrug løbende. Log jævnligt ind på din brugerprofil hos dit energiselskab og følg med i dit energiforbrug. Her kan du hurtigt se en forskel, hvis du skruer ned for standby, og jo flere apparater du slukker, jo større er besparelsen.

Vil du spare flere penge?

Læs hvad Elsalgs anbefaler af sparetips.