Sådan tjekker du om dit træværk trænger til maling

De fleste husejere har træværk på deres ejendom i form af enten udhæng, terasser eller vinduer. Men træ er levende og kan ikke bare passe sig selv uden at komme til at se kedeligt ud - og i værste fald blive angrebet af råd og svamp. Men hvordan er det nu, du bedst passer på dit træværk? Rådgiver hos EBAS, Lasse Pedersen, giver dig her sine bedste råd til behandlingen af udvendigt træværk. For træet kan faktisk holde sig pænt og sundt i rigtig mange år, hvis det får den rette behandling.

”Jeg har oplevet træ på et hus fra 30´erne, som stadig var rigtig flot og helt uden råd. Men jeg har også oplevet træværk på et hus fra 90´erne, som var helt råddent. Det kommer altså meget an på vedligeholdelsen og på selve træsorten,” forklarer Lasse Pedersen og pointerer, at det altid er en god ide at tjekke sit træværk et par gange om året.

”Træ skal vedligeholdes, når det trænger. Hvis det skaller og ser tørt ud, er det helt klart en indikator på, at det er ved at være tid til en omgang træbeskyttelse”, siger han.

Mal mellem maj og september

Hvis din træcarport eller terrasse trænger til en behandling, er det ifølge Lasse Pedersen bedst at gøre mellem maj og septemper.

”Det er en meget tør periode. Det er nemlig vigtigt, at der har været tørvejr i mellem tre-fem dage, inden man begynder at male. Træet skal nemlig helst have en fugtighed på maks 15-18 procent. Derudover er det optimalt, hvis det også er tørvejr to-tre dage efterfølgende, så resultatet bliver bedst”, siger Lasse Pedersen og forklarer, at han ikke vil anbefale at male sit træværk om vinteren på grund af dårligere vejr, lave temperaturer, dug og luftfugtighed.

”Maler man sit træværk, når det er for fugtigt, risikerer man at spærre fugten inde, og det kan så give råd og svamp,” siger han.

I videoen afslører Lasse mange flere gode råd om, hvordan du sikrer, at dit træ er i topform.