Solvarme - Lad solen danse på din varmeregning

Sommeren står for døren, og derfor har vi glæde af solens stråler i mange timer dagligt. Men selvom vi elsker solbadning, grillhygge og udendørsferier, kan solen faktisk bruges til et højere og meget miljøvenligt formål. Blandt andet kan vi drage stor nytte af solvarme. Energirådgiver fra NRGi Benny Hebsgaard gør os her klogere på fænomenet og den miljøvenlige energiløsning.

Hvad er solvarme?

I modsætning til solceller, som primært lagrer strøm, bliver solvarme for det meste brugt til opvarmning af brugsvand. Har man et solvarmeanlæg, er det altså højst sandsynligt og for det meste den, der sørger for, at du kan gå i varmt bad.

Der findes to former for solvarmeanlæg. Man kan både få installeret et plansolfangeranlæg, som ser ud som firkantede ”glasplader”, der etableres på taget. Løsningen er billigere end et rørsolfangeranlæg, men rørsolfangeranlægget er dog også mere effektiv end plansolfangeranlægget.

Et rørsolfangeranlæg er, som navnet antyder, rør, der placeres lodret på huset.

Om man bruger den ene eller anden løsning, er solvarmens funktion den samme. Solen opvarmer en væske, der løber i rørene eller i pladerne. Den opvarmede væske løber så i rør ned i vandbeholderen, hvor væsken afgiver sin varme og opvarmer vandet, som til sidst kommer ud af vandhanen.

Ifølge Benny Hebsgaard er solvarme udelukkende et supplement til husets anden energikilde, som eksempelvis kan være et oliefyr eller elvarme.

”Solvarme er ikke en totalløsning, fordi der er nogle tidspunkter, hvor solen ikke vil kunne generere energi nok til opvarmning af vandet, og derfor er en anden opvarmningsform en nødvendighed,” siger han og forklarer, at hvis solvarmeanlægget har ”overskud,” kan det også supplere centralvarmen, hvis man kobler det sammen - men det er ikke en løsning, der bruges særlig tit.

Hvornår er solvarme en fordel?

Ifølge Benny Hebsgaard er det en økonomisk fordel at få etableret solvarme, hvis man bor fire personer eller flere i husstanden.

”Det skal kunne betale sig, og det kan det, hvis man bor minimum fire personer i husstanden, da man så på kortere tid vil kunne komme til at tjene sin investering ind igen og få de sparede penge direkte i hånden,” siger han.

Ifølge Benny Hebsgaard kan en familie på fire personer, der normalt har et oliefyr, spare omkring 500 liter olie om året med et solvarmeanlæg - hvilket svarer til en besparelse på mellem 3-5.000 kroner årligt.

”Det er en tommelfingerregel, for der er mange ting, der kan spille ind, men der er altså penge at spare med solvarme som supplement til for eksempel oliefyret,” siger han.

Derudover skal man, hvis man ønsker et solvarmeanlæg, få et anlæg, der passer til sit behov. Ellers risikerer man, at energien løber direkte ud i sandet.

”Hvis man bor fire personer i husstanden, så kan det ikke betale sig at investere i et større anlæg. Det betyder bare, at anlægget genererer et overforbrug af energi, som man derefter kun ”smider væk,” og ved et for stort anlæg tager det også længere tid at få investeringen hjem igen,” siger han.

Hvad skal man være opmærksom på?

Så meget sol som muligt er nødvendigt, hvis solvarmeanlægget skal fungere optimalt. Men selvom vi ikke er herre over døgnets soltimer, er der ifølge Benny Hebsgaard alligevel noget, man kan sikre sig, så solvarmeanlægget har de bedste forudsætninger.

”Taget skal optimalt set have en hældning på 30-45 grader, og så skal anlægget placeres mod syd, hvis man skal have den største effektivitet af solen. Derudover skal man selvfølgelig sørge for, at intet skygger for anlægget,” siger Benny Hebsgaard.

Du kan læse meget mere om boligens forskellige opvarmningsformer her. Du kan blandt andet blive meget klogere på, hvorfor det er en fordel af skifte sit gamle oliefyr ud.

Fordele ved solvarme:

  • Miljøvenlig energiløsning
  • Økonomisk fordel for en husstand med fire personer eller flere
  • Der drages nytte af solens stråler

Ulemper ved solvarme:

  • Det er ikke pænt på taget
  • Det skal vedligeholdes
  • Du får ikke meget ud af det, når det regner