Guide til hulmursisolering:
Fyld huset op med granulat, skær en femtedel af varmeregningen og få bedre klimasamvittighed

Hulmursisolering er en af de største enkeltstående, mest simple og billigste måder at isolere huset og opnå en markant besparelse på varmeregningen. Isolering af husets hulmur er en simpel operation, der ikke kræver noget af husejeren, og med en fagmands hjælp er det hele overstået på en dag. Tilbage er blot at nyde varmen, besparelsen og en bedre klimasamvittighed. Bo Halm Andersen, bygningssagkyndig hos EBAS, guider til nem og effektiv hulmursisolering.

- I mange ældre huse med mere end 50 år på bagen er huset typisk opført uden isolering i hulrummet mellem for- og bagmur. Er der indblæst isoleringsmaterialer i hulrummet, kan dette over tid falde sammen, og derved vil varmisoleringen ikke være så effektivt som tidligere. Det betyder, at huset ikke længere kan holde tilstrækkeligt på varmen, og at kold luft og fugt nemmere kan trænge ind udefra via kuldebroer, forklarer Bo Halm Andersen.

Den dårlige isolering får husejere til at skrue op for termostat og radiatorer med en unødig høj varmeregning til følge. Udover en højere varmeregning kan boligejeren risikere et dårligere indeklima med mere fugt og skimmelsvamp til følge, og skal man sælge huset, opnår det ofte et ringere energimærke og alt andet lige en lavere salgspris.

Men der er håb og råd forude! Moderne hulmursisolering er nemlig en nem og simple operation, der giver effekt og besparelser fra dag 1.

Sådan får du huset til at holde bedre på varmen:

  • Få en fagmand til at undersøge hulmuren med et endoskop-kamera. Det er et særligt kamera, som via en boring i en eller flere af ydermurens fuger kan stikkes ind og videofilme hulrummet mellem den inderste og yderste mur. Besigtigelsen afslører, hvor meget eller lidt, der er tilbage af den oprindelige isolering
  • Er isoleringen væk, kan du opnå CO2-tilskud fra energiselskaberne, som fagmanden automatisk sørger for at søge og trække fra på regningen
  • Selve hulmursisoleringen foregår ved, at en fagmand blæser isoleringsgranulat, som typisk er små flamingokugler tilsat grafit, rockwoolgranulat eller papiruldsgranulat, ind i hulmuren via små borede huller i husets ydermur hele vejen rundt.
  • Fagmanden lukker løbende hullerne til og efterhånden vil hele husets hulmur være fyldt op med isolerende granulat. Et hus på ca. 120 kvadratmeter bør kunne hulmursisoleres i løbet af blot 3-4 timer.

- Besparelsen på varmeregningen med hulmursisolering af et 120 kvadratmeter stort hus ligger på mellem 15 og 18 procent, hvilket kan være helt op til 4.000 kroner årligt, siger Bo Halm Andersen.

Udover at opnå CO2-tilskud til hulmursisolering kan man også trække håndværkernes arbejdstimer fra i skat. Dermed bliver investeringen i en efterisolering af husets hulmur overkommelig, og den vil være tjent ind i løbet af 4-5 år pga. besparelsen på varmeregningen.

Energivenlige nyheder direkte i din indbakke

Få en oversigt med det nyeste indhold på siden med links direkte til de forskellige guides på energivenlig.dk.