Fugtig start på sommeren: Sådan opdager du fugtproblemer

Efter de seneste dages store regnskyl, er det helt naturligt, at fugtniveauet er på sit højeste. Men regn og fugt kan være husets værste fjende, hvis ikke vi opdager utætheder og revner, der i sidste ende kan give store skader som råd- og skimmelsvamp.

Ifølge rådgiver hos EBAS, Bo Halm Andersen, er tiden efter fugtigt vejr og store regnskyl derfor et af de bedste tidspunkter til at finde ud af, om din bolig har skavanker.

”Det er et godt tidspunkt, fordi du derefter kan konstatere, om dit hus har større utætheder, som du så kan få gjort noget ved. Det kan være, der er en revne, der skal repareres eller en utæt tagplade, der skal laves. Om ikke andet kan man få standset problemet. Det kan altså give ro i maven at tjekke sit hus efter,” siger Bo Halm Andersen.

Kraftig muggen lugt er en af de helt store indikatorer på, at der er meget fugt i rummet – det opstår ofte i kælderen, hvis der er fugtproblemer. Ligeledes kan mærkbart dug på væggene også være tegn på kraftig fugt indenfor.

Men omvendt kan det også være svært at få øje på fugttegnene, hvis de store tegn ikke er der. Derfor giver Bo Halm Andersen her sine råd til, hvor du skal være ekstra opmærksom efter længere perioder med fugtigt vejr. Blandt andet er kælderen i risikozonen.

”Mange har sat en ekstra væg op i kælderen for at gøre den varmere og mere hyggelig, men man skal reagere, hvis der kommer mørke pletter, tapetet bobler eller pudset på selve væggen begynder at skalle. Det er ikke noget, der sker to timer efter et regnvejr, men det kan udvikle sig til store fugtskader over tid,” siger Bo Halm Andersen og fortæller, at har man klinker i kælderen, kan også fugerne mellem dem blive fugtplaget.

”Her ser man fugten, ved at der typisk opstår hvide aftegninger i fugerne. Det kan især ske efter kraftigt regnvejr,” forklarer han.

Husk taget

Det er ikke hver dag, man tjekker sit tagrum. Men det er en god ide i forbindelse med meget fugtigt vejr.

”Hvis man finder fugtskjolder og mørke pletter noget tid efter regnvejret, er der sivet fugt ind, og det er helt klart hensigtsmæssigt at få repareret, så skaden ikke udvikler sig. Der kan være en utæthed i taget, man skal have lokaliseret og fikset. Det kan også være en utæthed ved skorstenen,” siger Bo Halm Andersen som til sidst påpeger, at revner omkring vinduerne også kan være et problem, hvis vandet løber ind mellem vinduet og murværket. Her kan fugten typisk ses som mørke aftegninger i hjørnet.

Det kan altså ifølge Bo Halm Andersen være en rigtig god ide at tjekke sit hus efter på de steder, man normalt ikke kommer til dagligt.

Fugt kan forekomme i ældre huse

Når man køber et ældre hus og får tilstandsrapporten, står der ofte, at fugt er almindeligt forekommende, da der i ældre huse ikke er fugtsikret som i nyere huse. Derfor fortæller Bo Halm Andersen også, at det er meget normalt, at der i perioder vil være påvirkning fra grundfugt i et ældre hus.

”Man skal bare være opmærksom på, at det ikke udvikler sig. Får man til gengæld en tilstandsrapport fra et nyere hus, hvor der står, at man skal være opmærksom på fugt, er det værre, fordi de nyere huse ofte er fugtsikrede. Det er derfor så et reelt problem,” siger han.

Mål fugtigheden i dit hjem

Om sommeren må fugtniveauet i boligen maksimalt være 60-65 procent og meget gerne lavere. Om vinteren er det derimod maksimalt 40-45 procent.

For hvis fugtniveauet overstiger 70 procent, har skimmelsvamp de bedste forudsætninger – og hvis først der kommer skimmelsvamp i boligen, kan det være en træls og dyr skade at udbedre.

Men der er hjælp at hente. For du kan selv holde øje med fugtniveauet i din bolig ved at anskaffe dig en fugtmåler fra det nærmeste byggemarked. Den koster fra under 100 kroner op opefter,

Er du i tvivl om drømmehuset, du er ved at købe, er plaget af fugt? Så læs mere her.