Husker du at lufte ud? 10 myter om udluftning du måske ikke kender

Kan man nøjes med at lufte ud én gang om dagen, hvis man til gengæld fordobler tiden? Og kan det egentlig påvirke helbredet, hvis ikke man er opmærksom på sit indeklima? EBAS giver svar på alle dine spørgsmål, når de ser nærmere på de mest udbredte myter omkring udluftning.

1. Én lang udluftning om dagen er lige så god som tre korte

Falsk. Det er vigtigt at lufte ud flere gange om dagen, da luften bliver ‘gammel’ i takt med den daglige gøren. Den lange udluftning bør derfor skiftes ud med en effektiv 5 minutters udluftning tre gange om dagen.

2. Det kan påvirke dit helbred, hvis du ikke lufter ordentligt ud

Sandt. Lufter du ikke regelmæssigt ud, øges mængden af skadelige partikler og CO2, hvilket kan føre til koncentrationsbesvær, søvnproblemer og hovedpine.

3. Du kan aldrig lufte for meget ud

Falsk. Har du vinduet på klem i længere tid ad gangen, risikerer du at køle vægge og overflader ned, hvilket kan skabe kondens, fugtskader og i sidste ende skimmelsvamp. Sørg i stedet for tre korte udluftninger i løbet ad dagen.

4. Du behøver ikke at lufte ud, hvis du har friskluftsventiler eller genvindingsanlæg

Falsk. Selvom friskluftventiler og genvindingsanlæg kan være gode komponenter til at skabe et sundt indeklima, er det desværre ikke nok i sig selv. Sørg i stedet for at supplere med et dagligt gennemtræk, der for alvor skifter luften ud og sørger for, at din bolig kan ånde.

5. Du behøver ikke at lufte ud efter madlavning, hvis du tænder emhætten

Sandt og falsk. At tænde emhætten under madlavning forbedrer luftkvaliteten væsentligt. Dog er det stadig en god idé at lufte ud, når du er færdig i køkkenet, så du kan få de sidste madlavningsdampe og os ud og en masse frisk luft ind.

6. Din boligs radonniveau kan nedbringes gennem god udluftning

Sandt. Gasarten radon kan være kræftfremkaldende og skal derfor undgås i boligen. Men har du ikke radonsikring, kan du faktisk selv mindske niveauet ved at lufte regelmæssigt ud. Det er dog vigtigt at understrege, at udluftning ikke kan afhjælpe problemet alene.

Læs mere om, hvordan du kan teste din bolig for radon her.

7. Mangel på udluftning kan resultere i skimmelsvamp

Sandt. Skimmelsvamp trives i fugtige miljøer, og udluftning er derfor nøglen til at undgå problemet. Lufter du ikke regelmæssigt ud, vil luftfugtigheden i din bolig være høj, og du risikerer dermed, at de svampesporer, der naturligt findes i luften, sætter sig og bliver plamager af skimmelsvamp.

8. Det er vigtigere at lufte ud om vinteren end om sommeren

Falsk. Selvom vi bruger mere tid indendørs om vinteren, og man derfor kan tro, at der er større behov for udluftning, forholder det sig faktisk omvendt. Om sommeren er luftfugtigheden nemlig højere, end den er om vinteren, og derfor anbefales det at lufte regelmæssigt ud særligt om sommeren, så indeklimaet ikke bliver fugtigt.

9. Grundig udluftning kan mindske risikoen for at blive syg

Sandt. Visse sygdomme, som fx influenza, smitter gennem dråber fra host og nys, der hænger i luften eller sætter sig i støvet. Virussen lever bedst i fugtige omgivelser, så ved at lufte regelmæssigt ud og støve grundigt af giver man influenzavirussen dårlige betingelser for overlevelse og kan dermed mindske risikoen for smitte.

10. I nye huse behøver du ikke lufte ud

Falsk. Mange nyere huse er rigtig godt isoleret og dermed ekstra tætte, hvilket betyder, at behovet for udluftning er stort. Sørg derfor altid for at lufte ud tre gange dagligt, så luften forbliver frisk dagen lang.