Grøn tendens: Nye grønne delebiler på el skal gøre det nemmere at komme fra a til b i de større byer

Dagene, hvor det gav god mening at bringe sin benzin- og dieselbil ind til byen, er talte. I stedet kommer vi til at se en ny og langt grønnere måde at køre bil på i byerne med færre ejere og flere delebiler, der kører på el i stedet for benzin og diesel.

Tendensen breder sig med lynets hast, og allerede i dag ser vi tendensen udspille sig i bedste velgående i flere af Europas metropoler som Berlin, Madrid, Paris og endda København, hvor vores egen hovedstad i skrivende stund har en ordning med 400 elbiler. Ambitionen er, at mere end 15 byer i Danmark har en deleordning med elbiler inden 2021, og dermed, at incitamentet til at starte den gamle stationcar og tage den ind til byen forsvinder.

Nu er turen så kommet til Aarhus, som fra fredag d. 22 november bliver 100 spritnye elbiler rigere med et nyt delebilskoncept, som Green Mobility står bag og sætter i værk i Aarhus sammen med den østjyske energikoncern NRGi.

De 100 nye bybiler i Aarhus kan benyttes i en radius på ca. 50 km2 inden for Ringvejen, og de har en rækkevidde på ca. 300 km pr. opladning.

Bilerne betjenes og låses op via en app, og man betaler pr. minut, hvor forsikring, strøm og parkering er med i prisen.

Transport skal også tænkes ind i omstillingen

Der er et stykke vej endnu, hvis de klimapolitiske målsætninger, der er sat for Danmark skal nås, hvor bl.a. udledningen af Co2 skal falde med 70 % i 2030 sammenlignet med i dag. Hvis det skal lykkes, gælder det om at bidrage hele vejen rundt i energisystemet. Det er ikke nok med vind og sol i energisystemet. Hele transportsektoren skal også tænkes ind, og her er en delebilsordning på el en oplagt del af løsningen, mener man hos NRGi.

Det forventes, at ordningen vil bidrage markant til, at flere fravælger egen bil i byen og på længere sigt, at man helt fravælger at eje bilen, men i stedet benytter sig af den CO2-venlige deleordning.

Der tilbydes 100 elbiler i Aarhus som en start, men antallet af biler øges i takt med efterspørgslen op til 200 biler.

Bilerne kan efterlades inden for byzonen på alle parkeringspladser med mindst to timers parkering.

Vær med, når båndet klippes og det hele lanceres ved Musikhuset i Aarhus fredag. d. 22 november kl 13. Du kan også prøvekøre en elbil her.

Tilmeld dig eventet her