Elbiler og ladebokse med IQ vil hjælpe os på vej til en grønnere hverdag

Regeringen har sat et ambitiøst mål om at sænke Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990. Det betyder, at alle grønne kræfter og bæredygtige løsninger skal sættes ind, hvis vi skal gøre os håb om at komme i mål sammen. Vi må alle hjælpe til, for ingen af os har råd til at vente. Selv ladeboksen til elbilen hjemme i garagen vil spille en stor rolle – den har nemlig IQ nok til at lade bilen bæredygtigt.

Vores danske transportsektor udleder mere CO2 end landbrugs- og energisektoren, så der er ingen vej uden om at gøre vores daglige ture fra A til B mere klimavenlige. Her er eksperter enige om, at elbiler er en god erstatning til biler, der kører på olie.

I løbet af sin levetid udleder elbilen nemlig kun halvt så meget CO2, som en effektiv dieselbil, viser en analyse fra Klimarådet. Det vil sige hele vejen fra udvindingen af materialer, produktionen af bilen og batteriet, til daglig kørsel og til sidst skrotning af bilen, hvor batterierne i bilerne i øvrigt kan genanvendes til andre formål. Og din elbil bliver kun grønnere som dagene går, for andelen af vedvarende energi i vores elnet vokser støt og på den måde bliver strømmen til elbilerne altså grønnere for hvert år, der går.

Vi kommer at se flere elbiler på vejene de kommende år. Mange, mange flere. Flere politiske partier taler om 1.000.000 elbiler i 2030, og bliver det tilfældet, får vi brug for mange gode opladningsmuligheder. Ifølge beregninger fra Dansk Energi bliver der brug for cirka 850.000 ladere hjemme hos danskerne. Antallet af hjemmeladere er i sig selv ikke et problem, for de er enkle at installere, markant billigere end de mere kraftfulde ladere i byerne og langs motorvejene, og så har de også stor brugsværdi i hverdagen – det er dejligt bekvemt at vågne op til et fuldt batteri på bilen hver morgen.

Intelligent opladning, mens du drømmer

Lad os forestille os, at du inden for få år har en elbil. Det er ikke så usandsynligt. Du kommer hjem hen på eftermiddagen fra arbejde eller en weekendtur hos familien, parkerer bilen i garagen, sætter ladekablet i bilen og går ind i huset. Det er så småt tid til at sætte en vask over og starte madlavningen, så du tænder for vaskemaskinen, komfur og måske ovnen. Rigtig mange danskere har stort set det samme mønster, og dermed starter det, der kaldes spidsbelastningsperioden i elnettet, hvor der er brug for mere strøm, end andre tidspunkter på døgnet.

Starter mange tusinder danskere nu også elbilen til at lade midt i spidsbelastningsperioden, kan elnettet få udfordringer med at følge med. Men teknologien kan hjælpe os godt på vej. Ladeboksen og din eltavle i huset har nemlig IQ nok til at finde ud af, hvornår det giver bedst mening at starte og stoppe opladningen, så du stadig har fuldt batteri på bilen til hele dagen, uden at bidrage til belastningen af elnettet.

Ladeboksen har indbygget en lille computer med forbindelse til systemer, der kan fortælle den, hvornår det fx er bæredygtigt, bedst og billigst at lade bilen. Du kan selvfølgelig stadig selv bestemme, om opladningen skal starte med det samme, når du sætter ladekablet i bilen, men det er sjældent nødvendigt, og du kan derfor trygt lade computeren i ladeboksen overtage styringen.

Opladningen er typisk smartest at starte efter kl. 22, hvor der ikke bruges ret meget strøm, og der er ofte overskydende vindenergi i elnettet. Din elbil lapper altså tavst strøm i sig, mens du drømmer natten igennem, så du og bilen kan vågne op med ny energi.

Smarte investeringer i infrastrukturen

Det danske elnet er kåret til verdens bedste tre år i træk, men hvis vi fortsat vil have en stærk og stabil bæredygtig infrastruktur, er der brug for smarte investeringer.

Dansk Energi og de danske energiselskaber har allerede planer om investeringer på 29 mia. kroner frem til 2030, der skal sikre et moderne elnet i verdensklasse. De investeringer skal laves uanset – elbiler eller ej.

1.000.000 elbiler vil dog kræve, at vi lægger ekstra investeringer ind i planerne frem mod 2030.

Ekstrainvesteringerne kan dog begrænses til ca tre mia. kroner, hvis vi altså sørger for, at ladeboksene i de danske hjem er intelligente, så kan de styre de mange opladninger uden om spidsbelastningsperioden, og at vi sørger for fleksible elpriser i løbet af dagen, så strømmen er billigst, når der er mindst belastning.

På den måde kan vi få bedre og mere bæredygtig opladning for kronerne.