Billigere varme: Registrer din boligs elvarme og spar op til 9.000 kr. årligt

I årtier har elvarme haft ry for til at være den dyreste metode til at varme boligen op. Men er din bolig registreret som elopvarmet, er der mange penge at spare. NRGi Elsalg guider til, hvordan du får nedsat elafgift på elvarme.

Hvis din helårsboligs primært bliver opvarmet med el, kan du få nedsat elafgiften på den del af dit forbrug, der er højere end 4000 kWh. Den 1. maj 2018 blev elafgiften sænket med 82,13 øre pr. kWh for boliger med elvarme, og det betyder store besparelser for landets ca. 120.000 husstande med elradiatorer. For en familie i et almindeligt parcelhus svarer det til en besparelse på over 2.500 kroner om året, mens en primært elopvarmet bolig med et forbrug på 15.000 kWh til opvarmning årligt kan se frem til en besparelse på op til 9.000 kr.

For at få glæde af den lavere afgift skal du registrere din bolig som elopvarmet i det landsdækkende Bygnings- og Boligregister BBR.

- Hvis du er i tvivl, om du allerede får en afgiftsreduktion, skal du kontakte dit elselskab. De kan oplyse om, hvorvidt din bolig er registreret som elopvarmet, og om afgiftsnedsættelsen er trukket fra på din elregning. Hvis dit hjem ikke er registreret med elvarme som primær opvarmningskilde, skal du kontakte din kommune og udfylde en ansøgningsformular til BBR. Når registreringen er godkendt, tager du fat i dit elselskab, som sørger for, at du får reduceret afgiften, fortæller Lene Krakau, direktør for kundeservice i NRGi Elsalg.

Luft til luft-varmepumpe som supplement

En luft til luft-varmepumpe er også eldrevet, men den udnytter strømmen mellem tre til fem gange så godt som dine elradiatorer. Derfor kan det være værd at overveje at supplere dine elradiatorer med en luft til luft-varmepumpe. Hvis du gør det, vil du kunne opnå en besparelse på mellem 30 til 50 procent af dit nuværende elforbrug, som går til varme.

- En luft til luft-varmepumpe er billig i drift, da den producerer omkring 4 kWh varme for hver kWh el, den bruger. Varmepumpen koster typisk mellem 15.000 og 40.000 kr. at få installeret, men udgør en investering, som du hurtig kan tjene hjem igen på reduceret elforbrug. Installerer du varmepumpen i dit elopvarmede sommerhus, kan du desuden holde en fornuftig temperatur året rundt, så fugt og lugt undgås, uden at elregningen løber løbsk, fortæller Lene Krakau og afslutter:

- Ud over en besparelse på elregningen sikrer luft til luft-varmepumper nemlig også et bedre indeklima, da skifter og sommetider renser luften. Så alt i alt er de er en god investering for både beboernes velbefindende og deres bankkonto.

Sådan får du afgiftsnedsættelse på elvarme

  • Din bolig skal registreres som elopvarmet i Bygnings- og boligregistret (BBR). Du kan kontakte din kommune her og udfylde formularen.
  • Når din bolig er registreret som elopvarmet i BBR, skal du kontakte dit energiselskab. De vil registrere din bolig som elopvarmet, og du kan herefter se den lavere elafgift på din elregning. Er du kunde hos NRGi Elsalg, kan du registrere din bolig som elopvarmet her.
  • Er du i tvivl, om din bolig er registreret som elopvarmet i BBR, kan du tjekke din adresse på www.ois.dk.