Nu bliver det muligt at nedsætte elafgiften for dit sommerhus

Selvom mange sommerhusejere primært bruger deres boliger, som navnet antyder - nemlig om sommeren, kan der stadig være behov for at skrue op for varmen og lune sig, når vejret svigter, eller hvis man begiver sig afsted uden for sæson. Fra 1. februar 2019 blev det derfor muligt at sidestille elopvarmede sommerhuse og ferielejligheder til eget forbrug med helårsboliger, og det betyder, at du nu kan få nedsat din elafgift på den del af forbruget, der overstiger 4000 kWh om året.

- Det er en rigtig god nyhed, at sommerhusejere nu også får mulighed for at få nedsat deres elafgift, og det vil helt sikkert være en ændring, som mange får glæde af. Hidtil har det kun været helårsboliger, der har haft denne fordel, men rent faktisk er der også mange sommerhuse, der har et højt forbrug, men som alligevel har skulle betale fuld pris. Med den nye lov skal de kun betale 32 øre i elafgift pr. kWh af det elforbrug, der overstiger 4.000 kWh, og det kommer til at kunne mærkes mod de almindelige 110,5 øre pr. kWh, siger Lene Krakau, direktør for kundeservice i NRGi Elsalg.

En længe ventet ændring

Den nye ændring betyder, at mange af landets sommerhus – og ferielejlighedsejere kan få glæde af en billigere elregning. For en almindelig husstand, der ejer et veludstyret sommerhus og bruger det løbende gennem hele året, betyder det et forbrug på ca. 5000 kWh årligt og dermed en kommende besparelse på 781 kr. inkl. moms. Har du derimod et stort sommerhus med pool, der bruges hele året, kan besparelsen komme helt op på 21.000 kr. inkl. moms. Der kan derfor være store penge at spare for udvalgte sommerhusejere.

- Mange sommerhusejere har siden sommer, hvor lovforslaget første gang blev fremsat, set frem til vedtagelsen og den besparelse, de kan opnå fremadrettet. Det kan være nødvendigt at opvarme sit sommerhus og udnytte de muligheder, som huset tilbyder, og derfor er det naturligvis positivt, at flere nu kan vælge det til uden at skulle betale store beløb i sidste ende, fortæller Lene Krakau, direktør for kundeservice i NRGi Elsalg.

For at få nedsat elafgiften skal du dog, ligesom ved helårsboliger, sørge for at registrere dit sommerhus som elopvarmet i det landsdækkende Bygnings- og Boligregister BBR.

NRGi Elsalg guider til, hvordan du får afgiftsnedsættelse på elvarme

  • Din bolig skal registreres som elopvarmet i Bygnings- og boligregistret (BBR). Ofte er det allerede tilfældet, men undersøg alligevel din registrering på ois.dk for at være sikker. Er du ikke registreret, bør du kontakte din kommune og udfylde formularen.
  • Når din bolig er registreret som elopvarmet i BBR, skal du kontakte dit elselskab. De vil registrere din bolig som elopvarmet, og du kan herefter se den lavere elafgift på din elregning. Er du kunde hos NRGi Elsalg, kan du registrere din bolig som elopvarmet.